Borris---Skønheden var en gave.

Borris lo koldt"tro du virkelig jeg er så dum? jeg ved ude mærket godt hvad djævle kan og ikke kan"sag han tørt"har trods alt levet i 8000 år nu"sag han iskoldt hvorefter han lo køligt af hende da hun kæmpede imod men det var forsendt mærket var levet og ville ikke forsvinde før han ønskede det eller vis han døde dog ville det sidste nok ikke ske lige inde for de næste par år, han slap hende igen imens han betragte hende iskoldt og fnøs let af hendes skræmte blik"du skal opføre dig som en ægte djævel, du er i familie med satan så gør ham stolt"sag han så iskoldt hvorefter han udstødte en kold latter.

Hun skar tænder imens han snakkede til hende, det var sandt det deres
mor havde sagt, men hvorfor skulle Ribanalon møde ham først, hun så
aldrig noget til Demetri hun hviste hun at han var tit steder hvor der var
mørkt eller var kun vampyrer og Djævle kunne se rundt i, kloarkernde
var et af de steder ham allermest var, "je" hun var lige ved at sige noget
men stoppede hun kiggede bare på ham som havde han sagt han, ville
ønske at han skulle dø, men intet kom ud fra hendes læber.

Borris så iskoldt på hende han kæmpede en indre kamp for ikke at gå til angreb på hende selvom det var det han alle helst ville gøre fordi hun ikke var sådan en djævel som ham selv, han ku ikke se ondskaben i hende og det gjorde ham vred , han fnøs koldt af hende hvorefter han trådte et let skridt frem mod hende"har du lyst til at snakke nu?"spurgt han iskoldt dog med en hånlig klang imens hans kolde brune øjne stirrede iskoldt på hende næsten som om hun var et dyr i en zoo men sådan behandle han mange folk og det lå blot til hans natur og til de satan havde skænket ham, satan havde virkeligt fået skabt et slags monster uden de store følelser det ku tydeligt ses på Borris.

Ribanalon hvæs af ham, "Forsvind fra jer" skreg hun så højt hun kunne,
ikke nok med han ikke havde været der for hende eller Demetri, så havde
hun lige mødt ham, han havde mærket hende og nu stod ham der og sprugte
om hun ville snakke, hun hadede ham og samtidig var det bare så rart at have
sin far hos sig, men Ribanalon fattede ikke at hendes mor kunne elske dette væsen
og hun forstod nu hvor Demetri havde fået sin inter person fra, det var som havde
Borris gener fået ind og forpestet Demetri fra helt lille af. Og deres mor levede videre
i Ribanalon, hendes tunge stak ud og hun hvæssede igen af ham.

Borris stoppe op og så på hende med et ondskabsfuldt blik idet hun råbte af ham som om hun var skør dog gled der blot et skævt lumsk smil hen over hans læber"aldrig, du vil aldrig slippe af med mig nu hvor du har mødt mig"sag han koldt hvorefter han fnøs af hende, hvorfor ku hun ikke bare være ond ligesom ham? hvorfor sku hun ligne sin mor så meget så det fik Borris til at tænke tilbage konstant dog skubbe han tankerne væk, det var vidst godt hans søn havde fået ondskaben for ellers var det da helt galt, Borris udstødte et langt hvæs som om helt nede fra maven et sted og lød derfor utroligt dybt dog tav han igen og stak tungen ud for at lugte lidt til hende igen, hun måtte vel bare være glad for at hun nu havde mødt sin far at han ikke bare var død men faktisk levede og havde levet i 8000 år og at han så endda var satans eneste søn det budte man være stolt af men hun savnede vel sin mor? men det ku Borris dog ikke forstå for sådan en følelse havde han ikke i sit sind eller kop det var en af de følelser satan havde smidt væk da han vel så det som en svaghed.

Ribanalon rystede på hoved af ham, "Lad mig være" sagde hun
og vendte sig om hun stod der få sekunder og begyndte så at løbe
der var ikke tåre i hendes øjne, hun havde ikke grædt siden dengang
med hendes mor, men vred var hun. Hun løb ikke stærkt så Borris
kunne sagtens løbe efter hende, men hun regnede med at denne samtale
var slut eller var den? hun kunne ikke klare at se på ham, høre ham eller
tale til ham, alle hendes tanker var rettet på hvordan hendes mor kunne
elske dette dyr og føde så 2 forskellige børn, det gjroder ikke ondt i hendes
krop eller hjerte som et menneskes dette var mere en psykisk smerte.
Hun løb! Hun havde brug for ensomheden nu.

Borris lo iskoldt af hende da hun igen råbte dog lod han hende løbe blot for at få hende til at tro at han u ikke ville følge efter hende dog var det ikke sandheden, efter kort tid da hun kom lidt ud for rækkevidde trådte han ind i en skygge hvorefter han begyndte at følge efter hende dog skjult af skyggerne, hans tanker fløj rundt dog skubbe han dem væk imens et kold smil gled over hans læber han ville ønske han vidste vad hun følte det ville sikkert få ham til at smile endnu mere end han gjorde nu, dog var dette ikke et kærligt smil mere et hånligt et for han ejede jo ingen kærlighed og han havde aldrig grædt der var aldrig faldet en tåre ned af hans kind faktisk sku man tro han ikke ku græde at satan også havde fjernet denne sans fra ham, han fulgte efter hende dog meget roligt han ville skam se hvad hun sku og måske ville hun dumme sig og måske snakke med sig selv, han forstod heller ikke selv at Evana havde født børene for hun vidste hvad han var hun vidste at han igen kærlighed ejede måske var det derfor hun havde gemt dem for ham, hun havde frygt at han sku dræbe dem og måske ting der var værre han ku dog ikke helt forstå det.

Ribanalon stoppede meget længere inde i skoven, her var mere skummelt
og det var som alt var dødt omkring hende, træernde havde inte skud og
de var alle helt tørre og udbrandte, stemningen var anderledes, her var død
hendes tunge stak ud her lugtede også af Borris men hun regenede med at
det var fordi at han havde rørt ved hende, hun var på en måde så godtroende
angående ham hendes sanser var ude af drift. Hun stirrede ud i intetheden
der var en sumpet so hvor det mest af alt ligne mudder og intet andet.
Hun sukkede og kiggede ned i mudder vandet, hun tog nu et skridt ud i det
og endnu et hun begyndte at sunke og hendes kjole blev fyldt med mudder
hun tog endnu et skridt og det begyndte at nå hende til hendes bryster, hun
et nu et sidste åndedragt som om hun havde brug for det, og der sank hun
det sidte man kunne se var lidt af det sorte hår der forsvandt ned i ingenting.