Hvad skal man vælge? (Borris)

Sean stod midt i gyden og så ud mod hovedgaden, helt stille, mystisk...
En let vind omfavnede ham, lod hans lange hår, som var lidt længere end bare til skuldrene, bølge let om ham for så at lægge sig stille om hans skuldre igen og lidt ned af ryggen.
Han havde en hvid skjorte på, nogle sorte bukser, bare fødder. Han havde en halskæde med en økse om halsen.
Hans brune øjne var helt specielle. Gamle, varme, kloge, tålmodige...respektindgydende. Lige som hans person.
Han havde begivet sig ud fra sit hus, ud fra skoven og ind i byen, han havde levet de sidste 1000 år som en skygge, fuldt med i hvad der skete og havde haft en indflydelse på mange ting, dog uden at være der som person. Kun få personer, mennesker, havde gennem årene lært ham at kende...Men kun for at blive brugt som dukker i hans eget spil når han kede sig. Han var god til manipulation vis det behagede ham.
Han havde spist. Det gjorde han i går. I dag var han her for sjovs skyld. Mange ville vælte kongen af tronen og måske var det tiden selv at prøve at komme frem i livet igen? Eller måske skulle han fortsætte som den skygge han var...Mange kendte ikke til hans eksistens, tit havde mennesker ledt efter ham fordi de skulle bruge ham, enden som våben eller rådgiver, fordi han var god til de ting han kunne. Men han dukkede kun op når det behagede ham.
Men hvad lavede han der i gyden? Helt stille som en stenstøtte der bare så ud i det evige mørke?

En mørk meget høj skikkelse gled gennem skyggerne i de smalle skumle gyder hvor her stank af sprut, urin og affald samt røg og lig og andre fæle lugte, denne mørke skikkelse var tydelig vis på jagt eller så havde den travlt men hvem vidste? efter et lille stykke tid trådte skikkelsen ud af skyggerne og ind i lystet fra en slidt gadelygte og afslørede sit udsende, denne person var en mand, meget høj men spinkel dog ikke svag og med den højde var det tydeligt at han var djævel da djævle var den højeste race man ku finde, dog var han anderledes normale djævle var muskuløse samt ikke særlig smidige men han var både spinkel og smidig. hans hud var lys og hans år mørkebrunt dog meget kort og skjult under en grå hat, hans øjne var brune dog vare der igen sot cirkel i midten men blot hele øjnes farve, han var iført en sort lang frakke som stod åbent så et dyrt gråt jakkesæt ku ses med et rødt slips, ved jakkesættets skuldre var to pistoler fastgjort dog ku de ikke ses, udover det bar han et par dyre sorte lædersko og på hans ryg under frakken hang en riffel og i frakkens lommer lå knive samt andre våben og så en pung, alt dette vidste at denne djævel havde penge nok.
Denne djævel var ikke hvem som helst men Borris satans søn og det var derfor han så anderledes ud fordi satan selv havde bestemt hvordan han sku desuden, nu var han dog blevet sendt il øen her for at få magten over den, dog var han først nu ved at samle en gruppefolk som også var imod kongen indtil videre gik det nu fint nok og som alle andre dage var han på jagt efter stærke folk til gruppen.
Borris gik så med hurtige skridt ned af de mange gyder men stoppe dog op og stak en slangeligne tunge ud for at opfange lugtene omkring sig"varulv"brummede han så koldt da han havde fanget færten af en, han trak tungen ind igen og begyndte så at følge lugten.

Han havde stået stille i lang tid da han endelig bevægede sig. Men man nåede næsten ikke at opfatte hans bevægelser, næsten ikke at han rørte på sig, det lignede næsten at han bare gled gennem luften. Dog bevægede han sig hurtigere end mennesker og derfor så det sådan ud, for ham tog han bare nogle skridt, lige som alle andre. Han stoppede op da han nåede hovedgaden. Her var tomt i dag. alt for tomt, hvorfor var her så tomt? Var det normalt? Han vidste det ikke. ikke lige nu. Måske det med kongen. Han så en skikkelse længere nede, et menneske der havde bevæget sig ud. Han følte sig rolig igen, liv, ingen fare lige nu.
Han bevægede sig ind i skyggen inden mennesket kunne nå at se ham, han havde det bedst med at være usynlig, hurtigt og usynlig. Farlig.
En svag lugt nåede ham, både af blod fra mennesket og af...en anden lugt, han kunne svagt genkende den som noget dæmonisk, men han havde kun mødt to dæmoner i sit liv. Den ene ville dræbe ham, den anden ignorerede ham, så han vidste ikke hvad han skulle forvente af denne her. Han lænede sig op af væggen og proppede hænderne i lommerne mens han så sig roligt omkring, uset.
Dæmonen var her et sted, men hvor og hvor langt væk? Og ville han være en trussel?
Mennesket gik forbi ham uden at lægge mærke til ham, som var han en flue på væggen, men han var ganske tilfreds. Faktisk overvejede han at vække liv i en gammel myte om at jomfruer i deres bedste alder blev taget af vampyrerne, både for skønheden og blodets skyld, og man så aldrig kvinden igen.
Han smilte for sig selv...Ja, det kunne være sjovt. Ganske fornøjeligt med en kvinde i huset derhjemme, der kunne trænge til det nu hvor hans butler var død for 3 år siden. Han måtte anskaffe sig en ny.

Borris fulgte færten af varulv måske denne varulv ku brugs? dog skubbe han tanken væk for han måtte først se skabningen før han ku afgøre det, han bevægede sig hurtigt gennem de mange gyder som enligt var ret klamme dog generede det ham ikke da det blot minde ham om hans hjem*jeg skuffer dig ikke far*tænkte han kort imens han langsomt satte farten ned da lugten blev skarpere fordi han kom nærmer, han rette sig helt op idet han trådt ind i den gyde hvor færten kom fra, han lod blikket vandre rundt hvorefter han smilede køligt"og hvem har vi så her?"spurgt han iskoldt ud i luften imens han så rundt"kom frem vis du tør"tilføj han lumsk, han ku mærke at han var i humør til at dræbe en eller anden dog måtte det vendte, han sku først se denne køter ja køter var det varulve var og de ville aldrig blive andet efter hans mening, han trak for en sikkerheds skyld den ene pistol imens han så rundt.

//Håber du mener vampyr?//

Vampyren stod med front mod hovedgaden, lige ved siden af indgangen til gyden. Han kunne svagt lugte et eller andet igen, den der djævel der blev ved med at dukke frem.
Og nu hørte han en stemme, en stemme inde fra gyderne. Og det var til ham? Hvem ellers? Der var jo ikke så mange andre, men han ville ikke bare træde frem og derved være et let bytte til hvad denne person nu havde tænkt sig. i stedet blev han stående og så måtte han selv komme frem når det behagede ham.
Han svarede ikke først, gad ikke rigtig, han havde aldrig været så snakkesaglig. Han overvejede om han faktisk overhovede behøvede at sige noget, denne person kune lyde som en lumsk en med en del planer og bare for at være på tværs kunne han jo holde sin mund. På den måde beviste han jo også at han var hans egen herre og at ingen kunne fortælle ham havde han skulle og især ikke hvornår.
Dog kunne han sagtens indgå aftaler. Vis han gad.
Han så op mod den lette overskyet himmel, stjernerne og månen. Himlen der altid havde været der for ham, den havde sjældent forandret sig og han kendte mange af dens hemmeligheder efterhånden. Og månecyklusen kunne han så godt som udenad.
Han lagde armene over kors og ventede p ådenne person ville komme frem, denne djævel. Han orkede ikke at slås, men det kunne være han blev nød til det for sit livs skyld...Vis han da stadig kunne sige det.

//undsktld ja mente vampyr//

Borris lage pistolen væk igen den behøvede han ikke det ku han fornemme mærkeligt nok han trådte et par skridt mere ind i gyden så han blev mere synlig dog lå hans ansigt stadig i skygge på grund af hatten, et ondskabsfuldt smil villende let på hans læber imens han lod blikke vandre rundt da denne vampyr ikke svarede ham dog morede det ham blot"nå så du leger gemmeleg" brummede han iskoldt imens han med et hed trak en smøg op af lommen og stak den i munden hvorefter han trak en fornem lighter frem og tændte smøgen før han lage den ned i lommen igen og tog så et sug af cigaretten hvorefter han pustede røgen ud gennem næsen, han betragte omgivelserne og ku tydeligt fornemme hvor denne person befandt sig dog ville han ikke afsløre det da det nu var lidt sjovt, dog var der noget ved denne vampyrs lugt der fortalte ham at han ikke ku bruges at han nok var tro mod kongen og sådan nogle typer ku han ikke bruge, efter hans mening sku kongen faktisk dræbes og det sku han skam nok gøre mede stor glæde, han stak kort sin lange slange ligne tunge ud og lod den slikke sig om munden før den gled ind i hans munden igen næsten som om den aldrig havde været ude, han fnøs køligt imens han trådte et skridt mere frem og så let rundt dog vidste han præcis hvor vampyren stod.

//Undrede mig lige over noget...Fornemme på hans lugt at han var tro mod kongen?//


Vampyren smilte halvt for sig selv, men uden rigtig at more sig. Han var faktisk lige ud ret ligeglad. Denne dæmon kunne tro hvad den ville, det angik ikke ham.
Han rettede sig op fra den væg han havde lænet sig op af og begyndte at gå ned af hovedgaden, væk fra dæmonen. Dæmonen ville sikkert tro han flygtede af frygt eller et eller andet...Men det måtte jo så være hans problem. Grunden til han flyttede sig var faktisk fordi han havde andet at bruge tiden på end at stå der og glo.
Han kunne lugte mennesket der var gået forbi her for ikke så længe siden, han kunne forfølge hende for sjov, skræmme livet af hende...Men han orkede det ikke rigtig. lige nu havde han det bare...Tilpas kunne man sige.
Han lod hænderne glide ned i lommerne og gik med afslappede skuldre. Årene havde lært ham mange ting, bla. at man stod stærkest vis man kunne bevare roen. Og det var noget han kunne. Selv tit vis han blev vred eller andre ting. Det var ikke tit han blev bange, faktisk havde han ikke været rigtig bange de sidste...Ja, hvor lang tid? Årene gled jo nærmest ind i hinanden. Han lukkede sine øjne lidt og lod sig føre af sine andre sanser.