A new dawn //Kimberly//

S :: Duxzie by
T :: Efter solnedgang
V :: Det øser ned
O :: der er få folk på gaden og de få der er er ikke venlige typer

Det regnede som var det i en jungle og kun lyden af fodtrin mod den våde asfalt kunne høres, en høj slank figur bevægede sig med stive og hurtige bevægelser igennem mørket, bag denne var der flere folk der prøvede at indhente ham, men personen der nærmere var en skygge eller silhuet syntes ikke at ligge mærke til dem eller valgte simpelhen at ignorere sine forfølgere. Personen drejede ned af en sidegade og stod pludselig i en blindgyde, der var ingen vej ud og bag ham stod der nu 4 svært hostende mænd og kiggede på ham med samme slags øjne som et rovdyr der havde udset sig et mål, de bevægede sig tættere på mens de begyndte at svinge med kæder og legende slog boldtræ mod deres hænder. Den største af mændene braste ud i en hul og ondskabsfuld latter "Du er færdig", skyggen drejede sig rundt og afslørede et ansigt der var fuldkommen forstenet i et ligegyldigt udtryk, der var ikke den mindste følelse at spore på nogen måde, det virkede til at gøre mændene en smule usikre at han ikke med det samme tryglede om nåde eller bad dom om at fjerne sig, nej i stedet valgte han at gøre ingenting andet end at se træt og ligeglad ud, en tung og lav stemme kom fra manden "Jeg er har været færdig så længe jeg husker". I få sekunder stod de der og så hinanden an inden manden med det lange sorte hår og den blåsorte kappe på få sekunder havde brækket eller simpelhen revet arme og ben af de mænd der troede de havde magten, der kom igen en lav stemme fra manden mens han trådte henover de skrigende eller døde mænd "Amatøre".

Lyden af stemmer, og latter havde hun hørt. Men stilhed han hun også hørt. Hun havde listet efter mændene, selv om det ikke havde noget med hende at gøre. Hun kunne blot godt lide en god slåskamp. Hun smilede muntert i mens hun stod ind mod væggen og holdte øje med dem, hun lagde sit hoved på skrå og snussede ind. En dejlig lugt kom hende i møde, en lugt som hun før havde lugte en gang for mange år siden. Hun vidste med det samme, hvor denne underskønde lugt kom fra. "En engle!" Sagde hun, og slikkede sig lystigt omkring munden. "En alt for kort slåskamp" sukkede hun stille så kun en vampyr kunne høre hende. Hun kiggede hen på den eneste opretstående som var englen, hun lagde hovedet på skrå, og betragtede ham.

//Har ikke så meget kreativitet.

Damian trådte på en afrevet fod og fik et let irriteret udtryk i ansigtet inden han samlede den og fortsatte sin hurtige gang, da han nåede til en kvinde der stod op mod væggen standsede han ganske kort og gav foden til hende inden han begyndte at gå væk fra hende, ikke et ord kom der fra ham og det korte blik han havde sendt hende var tomt og dødt, intet absolut intet blev afsløret ved ham. Regnen blev lidt værre og de døendes skrig forsvandt langsomt som de forlod denne verden, men intet syntes at bide på Damian, han virkede uforstyrret som om han bare vandrede rundt som en sjæleløs. Ud fra hans kappe trak han en stok og hurtigt begyndte den taktfast at ramme asfalten med dybe og tunge stød, men han bremsede langsomt op og drejede hoved mod kvinden og med en lav næsten uhørlig stemme sagde han "God aften" og drejede sig igen rundt og fortsatte væk fra stedet.

//det er helt iorden, men så håber jeg det er iorden at jeg også nøjes med at skrive et lille indlæg//

Hun stirrede uforstående på den fod han havde givet hende, hun rynkede panden og smed den fra sig. "En fod er ikke en passende gave til en dame" sagde hun med sin sædvanlige kølige stemme, og stirrede på ham. Aldrig før havde nogen givet hende en fod, dog løb der lidt blod ned fra foden som gjorde hendes tørst ustyrlig. Men hun holdt sin maske. Hun gik roligt hen mod ham, med øjnene rettet mod ham. "En koldblodig engle morder?!" Spurgte hun og betragtede ham i mens hun gik med lette yndige skridt.

Damian standsede da hun snakkede til ham og drejede hoved en smule, men der kom ikke noget svar, det havde hun indtil videre ikke fortjent sådan som hun snakkede til ham, det var jo sket i selvforsvar, at han nød det mens han gjorde det var en anden ting, han stirrede koldt på hende med det intet sigende blik, vinden fangede hans hår så det fløj op foran hans ansigt så man ikke længere kunne se det. Han placerede stokken foran sig med begge hænder foldede på den, stadig uden at sige et ord stirrede han hende ind i øjnene, han følte sig af en eller anden grund nød til at svare hende, han håbede ikke det blev en vane at snakke med folk der burde kysse hans fødder når han kom forbi "Jeg er ingen morder", hans stemme var lav og uden nogen form for følelse, hvis man misforstod kunne det lyde som om han slet ikke snakkede til en, men nærmere med sig selv. Damian trak et lille pilleglas ud af den ene lomme og tog tre små hvide piller og slugte dem på en gang, han havde kunne høre stemmerne presse sig på i bagende af hans hoved og pillerne hjalp engang imellem på det, men det skete oftere og oftere at stemmerne begyndte at hviske på trods af pillerne og så var han nød til at gå over til noget lidt stærkere, men han tænkte ikke på det nu da stemmerne syntes at blive dæmpet næsten i samme sekund pillerne ramte hans tunge.

Hun betragtede ham stille, og roligt. Hun tog et skridt hen mod ham, det var hurtigt og yndefuldt. Hun var vant til at folk stirrede på hende, så det generede hende ikke når folk stirrede uforskammet på hende. "Hvis du ikke er morder, engle så sig mig. Hvorfor slog du dem ihjel? Koldblodig?!" Spurgte hun ham om, i mens hun bevarede sin faste kølige stemme. Hun kørte en hånd, igennem sit sorte krøllede hår. "Men sig mig, har du nogen sinde stået over for en vampyr?!" Spurgte hun ham om, efter nogle minutter. Hun undlod at sige royal vampyr, da de fleste ikke bryd sig synderligt om dem.

Damian fik en antydning af et smil, tænk at den talte sådan til ham, men for nu måtte han vel lade være med at blive alt for syr, de kolde øjne vandrede en smule før de fæstede sig til hende igen, det virkede som om han skulle tænke sig om inden han svarede, men det var bare en kunstpause for at genere hende, hans dystre og irriterende lave stemme kom langsomt frem "Jeg forsvarede migselv, de havde tænkt sig at gå til angreb på mig... et godt angreb er det bedste forsvar", han unlod bevidst at tale til hende som om hun var på lige fod med ham for det var hun ikke. Han lod stokken gynge en smule mellem hans fingre inden han igen tog sig nok sammen til at svare på hendes infantile spørgsmål, "Nej jeg har aldrig stået overfor nogen, de har alle været under mig", hans monotone og kedelige stemme ville efterhånden have drevet enhver til vanvid, men han gjorde intet for at ændre det, i hans verden var alt så gråt og kedeligt at selv hans stemme bar tydeligt præg af det.

Hun fnøs køligt, og stirrede på ham med sine kølige og samtidig rolige øjne. Hun havde ikke rigtig noget at sige, men hun mærkede tydeligt at han kede sig. "Sig mig engle hvad er dit navn?" Spurgte hun ham roligt om, Hans kedelighed generede hende ikke, hun var vant til flere mærkelige ting, en ren kedeligheden fra denne engle. Hun kørte en hånd igennem sit hår, da det var ved at blive en dum vane for hende. Men noget skulle hun jo gøre, i mens hun så tålmodigt ventede på et svar fra ham.

Damian lod der gå irriterende lang tid igen inden han svarede langsomt og endnu laver end før så hans stemme næsten gik i et med vinden og lyden af regnen der pjaskede mod jorden, "Mit navn kommer ikke dig ved, du er ikke nok til at du skal høre det", der var så iskold en kant i hans ord at der ikke kunne tages fejl hvis man kunne høre hans stemme. Langsomt gik han tættere på hende mens han endnu engang kiggede på hende med et vurderende blik, hun var en flot kvinde, ingen tvivl om det, men hun var på samme tid for meget, hun stillede for mange spørgsmål og virkede for nysgerrig, der var intet at komme efter ved hende, hun var ligesom alle andre i på denne elendige ø noget som han måtte få lavet om på hvis han en dag kom til magten og kunne bestemme alt hvad der skulle ske i denne verden, *måske man skulle besøge hans majestæt og overbevise ham om at det var en god idét at jeg sad med kronen på mit hoved istedet for ham*, Damians blik var blevet tom og passivt mens han drømte om magt og den styrke han kunne styre landet med hvis det var ham der bestemte og om hvordan han ville forbyde alle farver så kun de smukke hvide, sorte og gå var tilbage.

"Sikke en uforskammet engle du er" vrissede hun, hendes stemme var blevet erstatte med en kold ligegyldig tone. "En engle der tror at han er bedre end andre? En vampyr eller mere en royal vampyr ville nemt kunne slå dig ihjel på stedet" snerrede hun. Ingen havde før fået hendes vrede til at stige, også selv om hun forsøgte at få den ned under kogepunktet igen, det lykkedes hende dog. "Det må de undskylde hr? Nogle gange bliver jeg bare en smule aggressiv, ser de. Det lægger til min natur" sagde hun roligere. De få der havde set hende aggressiv havde dog aldrig overlevet før, men han var dog ikke død. Hun var ligeglad med om hun stillede de mest åndssvage spørgsmål nogensinde, bare hun fik et svar ud af ham. Om hun så skulle begynde at drikke af hans blod. Men hun drak ikke af stærke, engles blod. Mere de svage dem der ikke havde ret meget liv i deres øjne tilbage, eller dem der ønskede at dø!

Damian fik et regulært smil på læberne, han havde fundet nogen knapper han kunne trykke på og det fik en smule glæde frem i ham, han begyndte nu at snakke igen, men denne gang var der mere liv i hans stemme, "Jeg er ligeglad med hvad du er og hvem du er og din undskyldning betyder ikke noget for mig, din natur er som et dyrs og derfor kan du ikke være mere end det", han var ikke bange for hende på nogen måde om hun var royal vampyr eller ej var hun ikke noget i hans øjne, måske var det en dårlig idé at begynde sin tilværelse i dette område med at skabe fjender, men det var så meget nemmer end det med venner og hvad pokker kunne man alligevel bruge dem til hvis det alligevel kom til det? intet, de ville kun være skjolde for ham hvis de nogensinde skulle blive noget. Damian kunne næsten ikke lade være med at håbe på at hun ville blive vred nok til at gå på ham så han kunne få brugt noget af al den energi han havde i kroppen, han trængte til rigtig træt søvn, søvnen man kun kan få når man har arbejdet hårdt eller har været oppe at slås.