Skoven (Ribanalon)

Søen var smuk. Som altid, selv om den i dag havde en dysterhed over sig, fordi den afspejlede hvordan himlen så ud. Mørkegrå, trist og regn-lovende. Som den havde været de sidste par dage.
Sean sad på en væltet træstamme og så fredeligt ud over søen, iført nogle sorte bukser, tilfældige sko go en hvid skjorte der var knappet op ved halsen og viste en halskæde med en lille økse i. Hans mørkebrune hår, der var lidt længere end bare til skuldrene, hang ned over hans ryg og skuldre som en blød manke. Let skæg om hagen, kinderne og munden.
Hans mørkebrune øjne gled rundt om søen, p åtræerne, på buskene...Foråret skulle vist være her nu, men mindede mest om...Efterår. Bortset fra at træerne var begyndt at få grønne skud og at tidlige forårs blomster var kommet op af jorden.
Han levede normalt i det store hjemsøgte hus, ca. 1 kilometer fra hvor han sad nu. Folk var altid bange for det og derfor kunne han bo der i fred. så kunne han tage til byen og jage, bortføre en jomfru eller noget andet sjovt der skabte rygter og myter i byen.
Han smilte svagt ved mindet om de andre gange han havde gjort det...

Ribanalon stod pluselig bag ham og så stirrende på ham med sine
metalliske grå øjne, hendes læber var rosen røde, og hendes hår
mere sort end natten selv. Hendes tunge stak ud et kort sekundt
han duftede af vampyr, et køligt smil kom frem på de røde læber
hun havde en lang hvid kjole på, den var smuk lige som hende.
Hun sagde intet, kiggede bare betraktende på ham, og endnu engang
stak hendes tunge ud et kort sekundt for at dufte.

Han sukkede da lugten af djævel mødte ham igen. Selvfølgelig og det næste væsen han mødte var vel også djævel? Der var utroligt mange djævle lige for tiden, dette var den tredje han havde mødt på kun få dage, før i tiden havde det været en hver...50 år eller noget i den stil.
Han var stadig rolig selv om han kunne mærke den sad lige bag ham. Den håbede sikkert på en overrasket reaktion, hvortil han så måtte skuffe den.
"Goddag djævel, bare ude og få noget frisk luft?" En let vind legede med hans hår. Hans stemme var dybt.

Hun gik nu op på siden af ham uden at kigge på ham, hun nikkede til hans svar.
Hendes øjne så rundt på alle træernde som var omkring søen, man ville altid selv
kunne finde hende her ude, hendes tunge stak ud et ca. et sekundt, der var ikke an-
dre omkring kunne hun dufte eller der var ikke andre endnu, hun tænkte lidt over hans
ord, "Måske er jeg" sagde hun og vendte nu hoved mod ham, hendes øjne var metalliske
grå lige som sin brors, dog var hun meget mere spinkel end sin bror.
Hun kiggede rundt på ham, tungen stak ud igen, det var ikke med vilje at den stak ud hele
tiden det var næremst en refleks som hun havde.

Han rettede sig op fra sin stilling, dog forblev han siddende, og så på hende med sine mørkebrune, overraskende varme, venlige øjne som indeholdt en del skjult viden og alderdom. Ikke fordi han kropsligt var gammel. Kun eksistensmæssigt.
Måske ude og gå en tur? Tja, det angik jo sådan set heller ikke ham, så han forstod hendes svar. Bildte han sig selv ind.
Han nikkede bare svagt og så ud over søen igen.
"Trækker det op til noget?" spurgte han så pludselig
"Der er så mange djævle rundt omkring..."

Hun kiggede nu hen på ham, "Trækker op til hvad" sagde hun og stak sin tunge ud
hvorefter han forsvandt igen, hendes øjne var lige som Demetris Metalliske grå
dog ville andet være underligt, altså hvis hun ikke lignte sin bror lidt. Hendes hår
var sort som hans og hendes øjne var Metalliske grå som hans, men hendes sind
var et helt andet. "Djævle?" sagde hun og tænkte sig om hun havde aldrig selv set
mange djævle kun når det virkelig var fest og muldre i djævlenes højtid, faktisk
havde hun kun set sig selv, sin bror og sin fader, eller var det sjælden hun så andre
djævle, og især djævle hunner var sjældne og se, så det at ham så hende var et
sjælden syn men samtidig også et smukt et.

Han så lidt på hende, det var tydeligt denne mand ikke lod sig bemærke af folks udseender. Han lagde mere mærk til personen indeni. Udseendet var jo bare et hylster. Ligesom hans.
Han rejste sig op og gik et skridt eller to ned mod søen, men vendte sig så om mod hende og stak hænderne i lommerne på sine bukser.
"Det kan også bare være mig" sagde han og lod emnet falde. Men tanken var der stadig. Det betød sikkert ikke så meget...Det var alligevel ikke hans krig, men en krig mellem kongen og...modstanden.

Ribanalon slog blikket ned, hun ville gerne vide hvad han
talte om men det så ud til at emnet var sluttet brat, hun så
nu ned i jorden imens Vampyren gik mod vandet. Hun stak
lige kort tungen ud for at dufte til sine omgivelser, her var
stille og fuglende sang, hendes røde mund vendte til forkerte
vej altså hun så så trist ud. Hun sukkede kort som havde det
hele bare været så uretfærtig mod hende. Hun kiggede nu ud
på vandet og gik op ved siden af ham så hun kun stod 20 cm
fra ham, i det hun stak tungen ud denne gang kunne hun dufte
at Sean duftede af Demetri, hun slog kort forbavset øjnene op
og så på ham men sagde intet.

Han så tilfældigt på hende og så hendes lidt forbavsede udtryk.
"Hvad så?" spurgte han, hvad kunne forbavse en djævel fra det ene øjeblik til det andet? Han lod blikket glide rundt men opdagede intet der ville kunne vække forbavselse...I hvert fald ikke hos ham.
Nogle ænder landede roligt nede i den anden ende af søen og larmede lidt, men det var nu meget hyggeligt alligevel. Han holdt af at studere livet.
Han så igen på djævlen.

"Jeg ved det ikke" sagde hun og rystede på hoved mest til dig selv.
Hun stirrede tomt eller mere når man tænker over noget og så glemmer
omverden. Hun stak sin tunge og duftede til naturen, hun vendte nu sit
ansigtet og mødte hans øjne mod sine. "Je...jeg vil bare forvirret"
sagde hun og kiggede væk og hang nu med hoved. hun var trist
og dyster. Ikke uhyggeligt dyster men som man er når man er nede.
Hun havde så mange tanker alt for mange faktisk.

Man skulle ikke være tankelæser for at se at der var noget. Men det var fint nok, de var stadig fremmede for hinanden og han havde ingen grund, eller direkte lyst, til at blive inddelt i de evt. problemer hun måtte have. Han havde altid ment folk måtte klare sig selv. Dog var det sjovest at vide hvad der foregik.
Han kom i tanke om at nogen sagde at når piger sagde nej så mente de ja. Han tvivlede dog lidt p ådet ment på dette tidspunkt.
"Fint nok" han havde aldrig været god til at få en samtale op. Han begyndte at vende sig, så han ville stå med ryggen mod hende, ikke for at...støde hende eller noget, men for at vandre hjemad.

I det samme stod hun foran ham da han vendte sig, hun stod med et
underligt smil på sine røde læber, "Hvorfor skal du allerede gå?"" sagde
hun og kiggede op og ned af ham og igen op i hans brune, brune øjne.
Hun stak kort tungen ud, og lagde hoved lidt på skrå og så lidt på skrå
til den anden side. HEndes underlige smil blev hængende og det var som
om at hele hendes person havde vendt.

Han så roligt på hende som om det var ganske normalt folk bare dukkede op fra det ene sted til det andet. Han var opvokset med at acceptere det...underlige, det der var anderledes.
Han så lidt på hende.I teorien havde han ingen grund til at svare hende. Og det ragede sådan set ikke hende. Men han måtte vel vise sig fra sin lidt mere...Høflige side.
"Der er ingen bestemt grund andet end den at jeg kunne kan stå her og glo hele dagen...eller aften" svarede han roligt

"Hm...# sagde hun og våggede hoved fra side til side.
"Du syns vel jeg er kedelig" sagde hun og trak på skuldernde,
HUn stak kort sin tunge lidt ud af munden og sagde så, "Du
Dufter af en jeg kender," hun holdte en lille pause, "En anden,
Djævel?" det var et slags sprøgsmål af en art.
Hun så op på hendes ansigt, det var roligt og afslapped
hvilket var ret så rart for hende, hun havde brug for noget
der kunne noget af det hun ville.

Han så lidt på hende med et tænkende udtryk. På en eller anden måde vækkede hun hans nysgerrighed.
"Som sagt, her er begyndt at vrimle med djævle" svarede han roligt med et lille smil. Kedelig? Overhoved ikke. Kvindeligt selskab var aldrig kedeligt. Og dog, noget var. Men ikke nu. Det var mere mangel på...Noget at tage sig til. Han kunne selvfølgelig tænke, men det havde han haft al den tid til han ville.
Det var vel heller ikke underligt at nogle af djævlene kendte hinanden.

Hun begyndte at vandre rundt om ham, studere ham, dufte ham.
Hun smilede lidt, "Min bror måske" sagde hun og kiggede nu ind i
Sean øjne hvorefter hun var bag ved ham så hun ikke ville kunne
øjenkontakt, men da hun kom op på siden af ham igen fik hun
hans øjenkontakt. "Hvad tænker du på" sagde hun og stoppede op
lidt mere til venstre end hvor hun stod før.